Apples nye cookieregler: Ved du, hvordan småkagen skal skæres?

Apples nye Safari-opdatering fjerner cookies i browseren efter 24 timer, så de ikke kan bruges i tredjepartskontekst. Det gør det sværere at måle markedsføringsindsatser. Men bare rolig, Google – og vi – løser det for dig.

I juni 2017 introducerede Apple et nyt tiltag med navnet Intelligent Tracking Prevention (ITP).

Det nye tiltag skal begrænse tredjepartstrackere fra at indsamle browserdata på tværs af websites. Det kommer med i den næste Safari-opdatering, som udkommer til efteråret. Men hvad betyder tiltaget for dig?

Hvis du bruger både Google Ads (AdWords) og Google Analytics, kommer det ikke til at betyde noget. Google har allerede løst problemet for dig.

Har du kampagner, der ikke kører gennem Google Ads, anbefaler vi, at du tager fat i din rådgiver. Sammen kan vi tage en individuel snak om annonceperformance og tiltagets betydning for dig.

Vi står som altid klar til at give dig et ekstra kig – og indblik – i dine annonceringsindsatsers "motorrum".

Helt konkret: Apples nye regler gør cookie-levetiden kortere i Safari

Tredjepartscookies, som kan bruges til at ”huske” og spore dig på tværs af websites, kan nu kun blive brugt inden for 24 timer, efter at du har interageret med et website.

Lad os sige som eksempel, at du besøger en webshop i Safari. Webshoppen har nu 24 timer til at køre f.eks. retargeting på Facebook eller andre kanaler.

Derefter kan de cookies, der ”husker dit besøg”, ikke blive brugt i tredjepartskontekst (såsom på Facebook, i Google, på Ekstrabladet osv.). Efter 30 dage bliver alle cookies renset, og kun loginoplysninger bliver gemt.

Udfordringen er, at vinduet for at måle annonceperformance bliver kortere

Hvad er det præcist, der bliver sværere fremover? Svaret er konverteringsattribution. Hvis du kan sige dét ord i ét åndedrag, får du en hundekiks!

Det betyder, at det bliver sværere at ”attribuere” – eller tilskrive – dine konverteringer til en given indsats eller kampagne.

Så hvis dine kunder konverterer inden for 24 timer efter at have besøgt dit website, kan vi spore deres forskellige klik på vej mod købet. Men hvis de konverterer efter 24 timer, bliver det straks sværere at vide, hvad der ”virker”. Men langtfra umuligt.

Google svarer igen

I september 2017 meddelte Google, at de ændrer de måder, de indsamler og rapporterer konvertering i Google Ads – for at imødekomme Apples Safari-initiativ.

En ny Google Analytics-cookie gør annoncesporing i Safari mulig for Google Ads-kampagner. Så for alle webshops, der har Google Ads og Google Analytics bliver Safari-opdateringen intet problem.

Vil du mere i dybden med Googles modsvar? Læs Search Engine Lands uddybende artikel her.

Hvordan forholder vi os til Apples nye tiltag?

Vi gør som altid. Vi forholder os til endnu en ny hverdag og får det meste ud af den viden, vi kan tilgå. Det er ikke anderledes end så mange andre nye udviklinger og tiltag, der sker i den digitale verden, vi begår os i.

Det er én småkage i en stor kagedåse. Og vi har stadig værktøjer til at estimere annonceeffekt ret præcist; det bliver bare mere udfordrende.

Tidligere har vi været vant til at kunne sætte to fede streger under vores performancetal og konverteringsattribution.

Men nu skal vi i højere grad til at arbejde med estimater. Og det kan vi heldigvis med bl.a. den viden, vi har om, hvordan marketingkanalerne performer i dag.

Hvordan skal du forholde dig til Apples nye tiltag?

Vi tager en dyb indånding og husker på, at problemet er isoleret til én browser. Det er kun Safari-brugere, der bliver sværere at spore.

I Google Analytics kan vi se, hvilken browser dine brugere kommer fra. Derfor kan vi også se, om du er én af dem, der skal handle proaktivt på reglerne. Og hvis du både bruger Google Ads og Google Analytics, er du som nævnt godt kørende.

Hvis du har kampagner, som ikke kører gennem Google Ads – uden for Googles univers – anbefaler vi, at du tager en individuel snak med din rådgiver om, hvad Apples tiltag betyder for dig.

Sammen sætter vi dig på forkant med udviklingen.

Kontakt mig