Ny cookie-politik: Sådan sikrer du data til din marketing – med eller uden cookies

Den 17. februar 2020 ændrede Erhvervsstyrelsen og Datatilsynet deres politik omkring indhentning og brug af personoplysninger på nettet. Med den ændrede cookie-politik stilles der større krav til dig, der ejer et website. Læs med og bliv klogere på, hvad ændringerne betyder for din marketing, og hvad gør du i fremtiden, hvor der måske ikke er flere cookies tilbage i kagedåsen.

Den ændrede cookiepolitik skyldes ikke en ny lovgivning på området, men derimod en nyfortolkning af den allerede eksisterende lovgivning. Formålet er at gøre det lettere for brugeren at bestemme, hvad han eller hun bliver eksponeret for på nettet.

Med ændringerne er vejen til marketing-data via din hjemmeside eller webshop blevet en smule mere kringlet og har konsekvenser for din og enhver anden virksomhed, der bruger persondata til at lave målrettet annoncering enten i Danmark eller i andre europæiske lande. Kort fortalt er det nu sådan, at brugeren selv skal vælge de enkelte cookies til, hvor de før var slået til som standard.

Dermed stilles der flere krav til dig, som ejer et website eller webshop – både ift. indhentningen af samtykke til behandling af personoplysninger og ift. din målrettede markedsføring. Det betyder nemlig, at mange brugere fremover vil fravælge alle de cookies, der ikke står angivet som ’Nødvendige’, og så har vi balladen – eller har vi?

Kend dine cookies

Der findes mange forskellige slags cookies, og det kan være svært at gennemskue, hvad de hver især gør. Her får du et overblik over de mest brugte:

  • Tekniske cookies sikrer, at dit website og webshop fungerer efter hensigten, blandet andet ved at gemme indholdet i brugernes indkøbskurve og sørge for, at de forbliver logget ind på din webshop. Fordi de er nødvendige for ethvert website og ikke indhenter personlige data, kræver de ikke samtykke fra brugerne.
  • Statistik-cookies indsamler besøgsstatistik på dit website og benyttes til at optimere dens brugervenlighed, design og kvalitet. Her er samtykke nødvendigt.
  • Tracking-cookies er betegnelsen for alle de cookies, der bruges til at lave målrettet markedsføring eller til at personalisere indholdet på websites. Denne type cookies indsamler informationer omkring, hvad brugerne søger efter på nettet, og kræver derfor deres samtykke.

Hver gang du bruger cookies, som ikke er nødvendige for rent teknisk at opretholde dit website eller webshop, skal du altså have brugernes samtykke til det.

Cookies ”ja tak”

For at indsamle, behandle, opbevare eller dele andres personlige oplysninger, er det nødvendigt at have deres samtykke. Det betyder, at den enkelte bruger af dit website aktivt og på et oplyst grundlag skal godkende brugen af statistik- og tracking-cookies på din side. Før brugeren kan give sit samtykke, skal du blandt andet oplyse:

  1. Hvilke slags cookies du bruger og deres forskellige formål.
  2. Hvem der har adgang til brugerens oplysninger. I nogle tilfælde er det en tredjepart, der anvender cookies på dit website. Måske gør du brug af værktøjet Google Analytics til at tracke trafik på dit website og give dig statistik over dine besøgende? Det kan også være, at du har en ’synes-godt-om’-knap, der linker til Facebook eller en ’del’-knap med link til Twitter? I alle tre tilfælde er der tale om tredjeparts-cookies.
  3. Hvordan brugeren kan nægte eller tilbagetrække sit samtykke.

Det er dit ansvar som ejer af et website at gøre ovenstående informationer tilgængelige. Det er også dit ansvar at sikre, at dit website først indsamler og behandler personoplysninger efter, at brugeren har givet sit samtykke. Sådan ser vores egen pop-up ud, efter at vi har implementeret de seneste ændringer:

Som du kan se, kan brugeren enten udvælge specifikke cookies eller dem alle på én gang. Selvom ændringerne er små sammenlignet med den overordnede lovgivning kan konsekvenserne for din virksomhed være store, hvis du ikke tilpasser dig de nye regler – både i form af bøder og for din markedsføring.

Hvad betyder ændringerne for din markedsføring?

Som følge af ændringerne vil mange brugere per automatik fravælge alle cookies, med undtagelse af dem, der står angivet som ’Nødvendige’. Det betyder, at der vil ske et naturligt fald i datamængden til analyseværktøjer som Google Analytics og annonceringsværktøjer på sociale medier som Facebook og Google.

Andre konsekvenser ved ændringerne:

  • Din annoncering på forskellige kanaler besværliggøres. Simpel retargeting kræver, at du har accept af den specifikke marketing-cookie.
  • Effektiviteten af din annoncering mindskes, fordi dine brugere nu kan bevæge sig anonymt rundt på dit website uden at efterlade ”fodspor” om deres præferencer.
  • Din marketing automation platform inkl. diverse adfærdsbaserede flows kan ende med at blive en database med kontaktinformation på dine kunder. At indsamle data om dine brugeres adfærd på websitet kræver også deres accept, så du får svært ved at ramme dem på det mest gunstige tidspunkt.

Læs med og få råd til, hvordan du kommer videre og overholder de nye regler.

Sådan overholder du regler og sikrer fortsat dataopsamling til din marketing

Desværre findes der ikke noget ”quick-fix” til at sikre en fortsat dataopsamling fra dit website efter stramningen af cookie-kravene. Alligevel ser vi ingen grund til at tude over de tabte småkager. Vi oplever nemlig fortsat, at over 50% af brugerne i gennemsnittet accepterer cookies trods den nemme mulighed for at fravælge det.

Her er vores guide til, hvordan du sikrer mest mulig dataopsamling og tilpasser din virksomhed online de nye cookieregler (Nb. nedenstående links er ikke affiliated. Cookiebot er et tool, vi selv anvender og har god erfaring med):

  1. Tilpas din cookiepolitik de nye regler – test eventuelt om de opfylder kravene her
  2. Overvej at implementere et tool som Cookiebot til at overholde de nye regler
  3. Design din pop-up, så den ser lækker ud – gerne i din virksomheds farvepalette

Punkt nr. 3 er afgørende for din dataindsamling. Ved at ændre designet på vores eget pop-up, steg antallet af godkendte cookies fra 49 % til 78 %.

Standard Cookiebot pop-up:

Simpel stylet Cookiebot pop-up:

 

Fra eksemplet kan du se, hvor få ændringer der skal til, for at du ikke alene overholder de ændrede regler, men også kan gøre det mere intuitivt for dine brugere at godkende brugen af cookies.

Fokusér din marketing på owned media

Udover at tilpasse dit nuværende cookie-setup bør du også forholde dig til en fremtid, hvor der muligvis slet ikke er flere cookies tilbage i kagedåsen. Vi ser nemlig stadig flere databarrierer og ITP-tiltag fra store virksomheder som Apple og Google, der også agter at beskytte brugerne.

Til dette er vores bedste anbefaling at sætte målrettet ind på Owned Media – altså kanaler som din hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve, hvor du selv har kontrol over, hvem der modtager dine budskaber og hvornår.

Skab data via owned media-tiltag som:

  • Fyld dit website med værdifuld viden, så den bliver attraktiv for både Google og dine brugere i specifikke målgrupper.
  • Lav mekanismer på dit website, som byder ind til fest, eksempelvis ved at tilbyde content i bytte for data via en lead magnet. Dette kan være e-bøger, whitepapers, rapporter, trin-for-trin guides eller lignende. Dog skal du sørge for kun at tilbyde content af høj kvalitet, så du opretholder modtagerens tillid til dig.
  • Gør det klart, hvad dem, der betror dig deres mailadresse eller andre kontaktdata, kan forvente af værdi i modbytte. Er det eksempelvis viden? Tilbud? Invitationer?
  • Sikre dig, at dit website svarer på din målgruppes Google-søgninger. Lad hver af de oftest stillede produktrelaterede spørgsmål danne grundlag for et stykke content, såsom et blogindlæg eller en video. Her er der stadig masser af trafik at hente, hvis du blot sørger for at tænke SEO med i processen.

Få hjælp og bliv cookie-køreklar på 6 timer

Virker det hele en smule uoverskueligt? Vi har allerede skabt et gennemtestet cookie-setup, som vi gerne vil tilbyde dig en kopi af, så du på kort tid er cookie-køreklar, overholder regler og undgår bøder.

Opsætning og styling tager omtrent 6 timer, og afhænger af en smule teknik på din hjemmeside - bl.a. om du allerede har Google Tag Manager.

Kontakt os nedenfor og hør mere om hjælp til opsætning, så du på kort tid bliver cookie-køreklar og overholder alle regler for korrekt opsamling af data i 2020.

Få hjælp til at overholde og implementere de nye cookie-regler: