Velkommen til e-handelspulsen. Mit navn er Allan Jørgensen, og jeg er har fået æren af at være kvartalets skribent.
Jeg har efterhånden arbejdet med marketing i snart 20 år, både som rådgiver og med hænderne helt nede i maskinrummet. Og efter mange år som tro sparringspartner for nogle af Danmarks mest succesfulde e-handlere, håber jeg at kunne give lidt inspiration og stof til eftertanke i dette kvartals udgave af e-handelsanalysen.
God læselyst!
Et forår uden den helt store fart på
Vi er nu halvvejs igennem året, og jeg ser flere virksomheder, som stadig har den helt store omsætningsvækst til gode. I gennemsnit rammer vores danske e-handelskunder for Q2 et omsætningsindeks på 107 sammenlignet med året før. Men selvom der er vækst i omsætningen, er mange e-handlere også udfordret af, at det bliver dyrere at drive forretning. De fleste oplever, at deres omsætning i år ganske vist er steget, men mindre end håbet, og kun få når deres mål helt. Så hvis du også sidder og har savnet lidt mere omsætning for Q2, er du ikke alene.
Dykker vi lidt mere ned i det, er der dog nuancer og udsving, som er ret interessante i forhold til, hvor pilen peger hen i den kommende periode.
Tager vi for eksempel april, var mange e-handlere generelt skuffede over omsætningen sammenlignet med sidste år. Og selvom påsken ellers faldt i netop april, er påsken som bekendt "den mindst lukrative højtid" for mange brancher (med undtagelse af enkelte sektorer såsom haveartikler, værktøj og byggematerialer med videre). Til gengæld viste det sig, at maj for mange var en rigtig god måned. I bred forstand skyldtes det, at forbrugerne slap bekymringerne en smule – hvilket kunne ses tydeligst på en øget efterspørgsel og købelyst på tværs af de fleste brancher. Til sidst ser vi en lunken juni, som på trods af vækst i omsætningen stadig ikke rammer målene helt.
Selvom Q2 ikke fik indfriet forhåbningerne til vækst, så oplever jeg generelt, at de danske e-handlere står stærkt og at mange har tilpasset sig markedssituationen. Helt generelt synes jeg også, at jeg kan spore en realistisk optimisme omkring fremtiden.
Slut med AI som et quick fix
I løbet af det seneste år er jeg gang på gang stødt på virksomheder, der forventer, at AI kan blive deres hurtige vej til en bedre performance. Men implementeringen af AI-løsninger virker kun, hvis man tænker det ind i hele forretningen, og bruger det som en gennemtænkt strategi frem for en hurtig genvej. ”Fixer” man noget med et hurtigt hjemmestrikket AI setup, kan det blot føre til nye flaskehalse, eller endnu værre afhængigheder af systemer, der er forældede nærmest inden, de er etableret.
Jeg har desværre også set flere eksempler på, hvordan ukritisk brug af AI – især SEO-automatiseringsværktøjer med smarte navne – kan koste virksomheder dyrt, både når det gælder brandnavn og bundlinje. De virksomheder, der lykkes med AI, er dem, der bruger det til at løfte eksisterende processer og udvælger de bedste systemer og værktøjer specifikt dertil. Et hjemmestrikket setup, som kræver stor vedligeholdelse, kan nemlig hurtigt blive en hæmsko i det tekniske kapløb, vi ser i dag.
Skru op for fleksibiliteten, når du skifter system
I 2025, og i særdeleshed i de sidste måneder, har jeg set, hvordan mange virksomheder migrerer til nye platforme og systemer i takt med, at de bliver mere tilgængelige og muligheden for at integrere forskellige systemer er blevet lettere. Over de seneste år har den såkaldte ”best of breed” tilgang vundet ekstremt indpas, og er for langt de fleste danske virksomheder vejen frem i fremtidens toolstack landskab.
I stedet for at se systemer som noget, der skal udvikles fra bunden eller investeres i for evig tid, bør e-handlere se dem som komponenter. Det gør det nemlig nemt at skifte dele ud og opgradere løbende i takt med udviklingen, uden at det bliver en uoverskuelig og omkostningsrig affære.
I dag findes et væld af marketingværktøjer, som er så specialiserede, at man aldrig vil kunne lave en hjemmestrikket løsning, der kan følge med. Og de har alle en indbygget integration til alle dine andre platforme eller lettilgængelige API, så de kan udskiftes uden, at du skal rive hele dit setup fra hinanden. Så den dag din virksomheds prioriteter og behov ændrer sig, kan du eksempelvis skifte til den marketing automation-platform, som matcher din forretnings behov lige nu. Helt konkret at du for eksempel går fra Mailchimp til Voyado, Klaviyo eller Agillic. Og lad os bare være ærlige - der findes mange systemer. Derfor findes der heller ikke ét system, der er det rigtige til alle. Men der findes helt sikkert et, der er det rette for din situation og dine ambitioner. Det er altså værd at investere i en ordentlig behovsafdækning til en start, så du kan udvælge de rigtige enkeltstående systemer, som du kan vokse sammen med, eller udskifte løbende for at følge med udviklingen.
Optimeringsarbejde løfter bundlinjen
Når vi i Q2 kun ser en moderat omsætningsvækst, der ikke helt når målene, må vi skrue på andre knapper for at maksimere forretningen. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal skrue op for budgettet til annoncering. Tværtimod har jeg igen og igen set, hvordan optimering af driftsprocesser og annoncemålretning kan redde årsregnskabet – selv i omsætningsmodvind.
Det bedste eksempel, jeg har set indtil nu, er en case, hvor vi gennem en samlet indsats – nemlig ved at forbedre de interne arbejdsgange, organisere marketing- og it-afdelingen mere effektivt og erstatte dyre konsulentløsninger med smartere og billigere alternativer – har fordoblet virksomhedens indtjeningsevne. Det skete både gennem bedre performance og store besparelser på systemer og gebyrer.
Så at tjene penge handler altså ikke kun om, hvor mange annoncer man kan køre, eller hvor stort et budget man har. Det handler lige så meget om at gøre marketingindsatsen mere smart og – ikke mindst – effektiv. Selvom det kan være fristende at jagte hurtige løsninger, er det de virksomheder, der tør investere i struktur og kvalitet – og som tager sig tid til at gennemgå deres systemopsætning og aftaler – der i sidste ende står stærkest.
På med arbejdshandskerne i Q3
Som altid handler Q3 om forberedelse af et travlt Q4. Så selvom sommeren skyller ind over os, er det altså ikke tiden, hvor man som e-handler kan læne sig tilbage. Tværtimod er det nu, at man har mulighed for at skabe et solidt fundament, hvor alt står trimmet og skarpt til højsæsonen.
Et oplagt eksempel på noget, som kunne opprioriteres her i de ”stille måneder” kunne være at få gennemtænkt og opdateret dine annoncekreativer. Vi ved alle, at content is king – men i år er det endnu tydeligere, at det er kvaliteten af indholdet, der afgør, om modtageren konverterer til kunde. Husk altid at have fokus på hvilken platform indholdet skal udkomme på. Indtænk video-hook, formater, målretning og safe-zones. Det er derfor, vores kreative hoveder og paid media specialister arbejder tæt sammen – for det er i den tværfaglige tilgang, magien og den gode performance opstår. Den samme logik bør du tage med i din egen marketingafdeling og/eller til samarbejdet med dit kreative bureau.
Derudover kan du overveje at give dine vigtigste landingssider et løft, så de går fra at være anonyme kategorisider til inspirerende landingssider med målrettede budskaber. Flere af vores kunder har efterhånden givet deres kategorisider lidt ekstra kærlighed, og det er en nem måde at løfte din konverteringsrate på, som du især vil få glæde af i Q4.
Slutteligt vil jeg opfordre til, at du får efterset dine kreative processer. Tiden er endelig moden til, at AI tænkes helstøbt ind i dine kreative arbejdsgange. Selvom AI stadig ikke kan lave alle dine annoncer med et fingerknips, er der opgaver som annonceformater, sprogversionering og annoncetekster, der i dag i høj grad kan automatiseres. Jeg ser dog stadig mange virksomheder, som bruger tid og kræfter på processer, hvor 80% af arbejdet kan automatiseres ved hjælp af kunstig intelligens. Med AI som en fast del af dit kreative arbejdsflow, frigiver du ikke bare tid. Du får hurtigere time-to-market, kan lave flere kampagner og træde ind på flere udenlandske markeder. Work smart – not hard, som den gamle floskel lyder.
Det var alt for denne gang. Jeg håber, at det har givet stof til eftertanke, og fokus til den nye sæson efter sommeren.
Tak fordi du læste med og rigtig god sommer!
________________
Om Web2Medias E-handelsanalyse
Web2Medias kvartalsvise e-handelsanalyse giver dig et unikt indblik i dansk e-handel – set gennem øjnene på erfarne rådgivere og e-handlere. Analysen kombinerer praktiske erfaringer med data fra Danmarks Statistik og vores egne e-commerce kunders performance – bl.a. trafik, transaktioner og omsætning.