E-handelsbarometer – August 2024

Et splittet marked varmer op til højsæsonen

Indledning

August har været en udfordrende måned for e-handel med en nedgang i både omsætning, transaktioner og sessioner sammenlignet med august sidste år. Store virksomheder kæmper med højere marketingomkostninger uden tilsvarende vækst, mens mindre og mellemstore virksomheder har formået at holde deres position stabil. Selvom forbrugertilliden er faldet, viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv optimisme blandt e-handlere for efteråret. Læs videre for at få indsigt i, hvordan du kan tilpasse din strategi til de aktuelle markedsforhold og kommende muligheder.

 

Månedens resultater

August måned har vist sig at være mere udfordrende for e-handel, i modsætning til den positive udvikling vi så i juli.

  • Omsætningsindekset 95: Omsætningen er faldet sammenlignet med sidste år, hvilket betyder, at virksomhederne har haft en svagere salgsperformance. Dog var august 2023 også en markant vækstmåned, der var i indeks 123
  • Transaktionsindekset 95: Antallet af gennemførte transaktioner er også faldet, hvilket indikerer færre køb.
  • Sessionsindeks 98: Trafikken er ligeledes under indeks 100, så der er ikke noget, der indikerer, at vi har en høj reserach-adfærd

 

Analyse

Hvorfor er august-tallene dårligere end forventet?

Vi forventede i juli, at den måneds ekstraordinære positive stemning ville følge med ind i august, det gjorde den desværre ikke. Mere om det længere nede angående den faldende forbrugertillid.

Vi kan samtidig se i vores tal, at der er en klar forskel mellem store virksomheder og mindre/mellemstore virksomheder.

Noget andet er teknik. August 2023 var særdeles stærk, så sammenligningsgrundlaget var højt, og det kan give et lavere indeks, selv om forretningen egentligt var ok.

Samtidigt dækker tallene over store forskelle mellem virksomheder med forskellige størrelser og marketingadfærd. Så ligner din virksomhed ikke det gennemsnit, der er afspejlet i barometeret, kan der være en god forklaring og inspiration til at gøre det endnu bedre i de næste afsnit.

Vi kan nemlig se i vores tal, at der er en klar forskel mellem store virksomheder og mindre/mellemstore virksomheder.

De store virksomheder oplever et omsætningsindeks på 92 og et spend-indeks på 114, hvilket indikerer, at de bruger mere på annoncering og marketing end sidste år. Dette viser, at de investerer mere i markedsføring, men omsætningen falder trods de højere udgifter. Årsagen til dette er, at store virksomheder oplever større konkurrence og pres på deres marketingbudgetter fra store spillere som Temu.

Hvor man på den anden side har mindre/mellemstore virksomheder, som formår at holde status quo med et omsætningsindeks på 99 og et spend-indeks på 101. Produkterne hos de mindre spillere også oftere er nicheprodukter, der er mindre udsat for intensiv konkurrence og høje annonceomkostninger.

Af mere grundlæggende årsager, har august måned har været dårligere end forventet, primært på grund af en generel tendens i markedet præget af forsigtig forbrugeradfærd, hvilket afspejles i et fald i forbrugertilliden til -7,4, en nedgang på 2 procentpoint sammenlignet med juli. Se mere hos Danmarks Statistik. De varslede fald i renten er heller ikke slået igennem endnu og vil give lidt forsigtighed

 

Fremtidsudsigter

En nylig undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at e-handlere er optimistiske omkring efteråret (Se artikel her). Selvom måneden har vist en mindre nedgang i omsætningsvæksten, er der stadig grund til optimisme fremadrettet. Med faldende renter vil forbrugerne få flere penge mellem hænderne, det forventer vi har en afsmittende positiv effekt på e-handlen i de kommende måneder. Selvom denne effekt endnu ikke er slået igennem, giver de økonomiske udsigter håb om en mere stabil vækst ind i efteråret. Det bliver afgørende at følge udviklingen nøje for at se, om de forbedrede økonomiske forhold kan styrke online-forbruget.

 

Anbefalinger 

I september bør e-handlere fokusere på at styrke deres brand og øge deres synlighed frem mod højsæsonen. Vi ser allerede i vores data, at virksomheder, der bruger mere end 20% af deres marketingbudget på upper-funnel aktiviteter (branding) klarer sig bedre end dem, der bruger pengene på mere direkte aktivering. Det er en oplagt tid til at intensivere branding aktiviteter og arbejde på at få flere permissions på egne kanaler, såsom nyhedsbreve, for at sikre at man forbliver top of mind hos kunderne. Det er vigtigt at fokusere på at få adgang til mere kundedata nu, så man fremadrettet bedre kan forstå kundernes behov og præferencer. Dette vil styrke din forretning og ruste jer til de kommende måneder.

Især for store virksomheder, der oplever intens pres fra konkurrence og annoncering udefra, er det afgørende at kunne differentiere sig på andet end pris. Det er vigtigt at differentiere sig ved at have mere fokus på unikke produkter, der appellerer til kunderne udover prisen. Ved at fokusere på disse områder står din forretning stærkere og mere konkurrencedygtig i det kommende efterår.

 

Den altoverskyggende anbefaling er altså: Invester i at styrke dit brand

Det betaler sig på både kort og lang sigt. Et stærkt brand øger blandt andet effekten af dine salgsannoncer gennem lavere klik-priser og højere konverteringsrater, og gør samtidigt din virksomhed mindre sårbar over for udefrakommende faktorer. Verdenskrigen mellem Temu og Amazon,og udfordringer med 3. parts tracking for bare at tage et par aktuelle eksempler.
Dit brand skal selvfølgeligt styrkes gennem reklameaktiviteter, men i særdeleshed gennem kundernes oplevelse med din virksomhed. Kend dine kunder, deres købsrejse og kunderejse, hav klare USP’er og lever god kundeservice.

 

 

________________

Tallene bag Web2Medias E-handelsbarometer
Web2Medias E-handelsbarometer er bygget på data fra et bredt udsnit af Web2Media kunder, hvis primære forretning er e-handel. Udviklingen i forhold til sidste år udregnes måned for måned for hver virksomhed. Herefter laves der et gennemsnit af dette, hvilket gør, at ingen virksomheder vægter højere end andre. Til sidst har vi fjernet outliers inden for hvert indeks, hvilket giver os et trimmet gennemsnit, som kan bruges til at se tendenser i udviklingen. Dette betyder, at der kan være et forskelligt antal kunder i hvert indeks.

Skal vi hjælpe med at vækste din digitale forretning?