Indledning
December landede et godt sted for mange e-handlere, hvor et omsætningsindeks på 112 markerede en stærk afslutning på e-handelsåret 2024. Flere oplevede større kurvstørrelser og en stigning i salget af gavekort sammenlignet med sidste år, uden at der var en gennemgående branchetendens.
Månedens resultater
- Sessionsindeks 110
- Transaktionsindeks 101
- Omsætningsindeks 112
Analyse
Omsætningsindekset har i 2024 generelt ligget lavere end i 2023. I løbet af året har der været betydelige månedlige udsving, hvor resultaterne har varieret mellem e-handlere med stærke måneder og dem med mere udfordrende. Trods dette lander december på samme vækstrate som i november.
Meget tyder på, at der er landet større julegaver i kurven i år, da selve omsætningen er vækstet mere end antal transaktioner. En tendens, som Dansk Erhverv pegede på allerede tilbage i oktober. Der er desuden i år solgt mange gavekort, noget vi allerede i november så en øget søgeadfærd på.
Mange e-handlere er i år gået julehandlen i møde med både store forventninger og en god portion skepsis. En skepsis der måske især skyldes, at måneder, som eksempelvis oktober, har været udfordrende for salget. Men i år var julesalget fordelt mere over november og december. December kunne derfor nyde godt af mærkedage, som Cyber Monday, der i år faldt d. 2. december.
Fremtidsudsigter
Efter en november og december med en tocifret vækst i gennemsnit, er vi nu klar til at byde et nyt e-handelsår velkommen. Selvom markedet har været mere presset end tidligere, ser vi stadig frem mod 2025 med overvejende positive forventninger til handelen.
Anbefalinger
I januar ser vi ofte, at e-handlere, der satser på januarudsalg, opnår gode resultater. Men uanset om udsalg er en del af strategien, er det afgørende at arbejde med de nye kunder, der er kommet til i løbet af november og december. Kunder, som er kommet i forbindelse med eksempelvis et julegavekøb, kan være vanskelige at få til at købe igen - netop fordi de har gjort specifikke køb til andre og ikke til sig selv. Får man dem ikke aktiveret i løbet af de efterfølgende måneder, taber man dem oftest igen. For denne type af kunder er et værdibevis på eksempelvis 50 kr. formentligt mere effektivt end en rabatkode på 10%. Det kan også være en god idé at udnytte de data, man har, for at se, hvad der historisk har fået “specifikke gavekøbere” til at købe igen.
Tak fordi du har læst med i år. Vi glæder os til at se, hvad 2025 har at byde på.
________________
Tallene bag Web2Medias E-handelsbarometer
Web2Medias E-handelsbarometer er bygget på data fra et bredt udsnit af Web2Medias kunder, hvis primære forretning er e-handel. Udviklingen i forhold til sidste år udregnes måned for måned for hver virksomhed. Herefter laves der et gennemsnit af dette, hvilket gør, at ingen virksomheder vægter højere end andre. Til sidst har vi fjernet outliers inden for hvert indeks, hvilket giver os et trimmet gennemsnit, som kan bruges til at se tendenser i udviklingen.