Dyrere at få den samme omsætning
Årets femte måned er afsluttet, og vi gør nu status. Indekstallene for maj lander således i 103 for omsætning, 100 for session og 99 for transaktioner. Vi ser en anelse højere omsætning i år sammenlignet med maj 2023, hvor omsætningsindekset lå på 103, men det er ikke massiv vækst i betragtning af, at mange virksomheders udgifter samtidig er steget.
I forhold til sidste måned fortsætter udviklingen fra april med et positivt resultat, men tallene er en smule skuffende og lunkne.
Derfor blev tallene som de gjorde
Onlinehandel er meget påvirket af vejret. Når vejret er godt, tilbringer forbrugerne mere tid udendørs og mindre tid på telefonen og foran computeren. Maj bør på fantastisk sommervejr, og det afspejles derfor også i tallene. Vi lander i et positivt indekstal, men både omsætning og trafik er påvirket af det flotte vejr.
I starten af april pegede både sol og måne ellers på, at april ville blive meget positiv, men hvor aprilmåneds resultater alligevel endte jævnt. Resultaterne i april viste os, at vi skal forvente, at de næste måneder i 2024 kommer til at ligne månederne sidste år. Måneder uden de helt store overraskelser. Det er den tendens, vi ser bekræftet i maj. Kombinationen af vejret og den generelle tendens i forbrugertilliden betyder, at maj rammer indeks 103 og ikke højere.
Forventninger til den kommende periode
Vores forventning til juni er, at de lave vækstrater fra april og maj kommer til at fortsætte. I april så vi, at indeks for spend faldt til indeks 104 fra et højt niveau. Det er tilbage på 108 i maj. Vores indtryk i april var, at omkostningspresset på annoncering fra f.eks. Temu og Amazon var lettet. Men her i maj ser vi, at spendindekset igen stiger til 108. Det er en bekymring i forhold til juni og juli. Amazon har ’Prime-dag’ i juli, og det trækker meget, særligt i det tyske marked, og vi har en forventning om, at man også i de nordiske lande vil forsøge at booste Amazons egen udsalgsdag mere i år end tidligere. Det kan give yderligere pres på annonceringsomkostningerne.
Vores anbefalinger til den kommende periode
Vi forventer en lav vækst med højere omkostninger i den kommende periode. Du skal derfor være meget opmærksom på, hvor du bruger pengene bedst. Vi arbejder så vidt muligt med flydende og fleksible budgetter, hvor vi ikke låser budgettet fast omkring en bestemt kanal, men løbende flytter spend til de kanaler, hvor vores kunder får mest for pengene. Det vil vi anbefale generelt – eventuelt kombineret med mere avanceret marketing mix modellering. Tendensen i pres på omkostninger og jævn vækst betyder, at man som virksomhed skal agere så fleksibelt som muligt. Det betyder, at du helt lavpraktisk skal vurdere hvor dine penge er bedst brugt og passe på med at være fastlåst af den allokering, du lavede budgetter på i starten af året.
Sommeren er typisk en periode med mindre aktivitet end andre perioder i løbet af året, og det er også her du som virksomhed kan forberede dig bedst muligt på højsæsonen ved at have det bedst mulige tekniske gear. Vi anbefaler, at alle får server-side tracking for at have kontrol over egne data og for at øge datakvaliteten og dermed muligheden for at annoncere mest muligt relevant. Særligt i forhold til Meta-aktiviteter ser vi typisk et løft i performance for kunder, der har server-side tracking sammenlignet med dem, der vælger at bibeholde client-side tracking.