Logo-hunden ‘Synli’ sendes på pension

Nogle gange skal posen rystes, og det er det tid til nu. Vi har hos Web2Media arbejdet på et ”hemmeligt” projekt i noget tid: Vores visuelle udtryk. Og en del af den proces indebærer, at vi sender vores logo-hund på pension. Men bare rolig. Vi er stadig de samme bag de nye farver og fonte.

Nyt look – samme tilgang

Vores lille logo-hund er gennem årene blevet fortolket til at være mange forskellige dyr. Men det var altså en hund, som bar det officielle navn ’Synli’. Synli har tjent os godt igennem mange år og har hele tiden været symbolet på, at vi skulle holde snuden i sporet på vegne af vores kunder. Men nu er det slut. Altså med Synli. Vi holder fortsat snuden i sporet og tungen lige i munden, når det gælder din forretning.

 

Fra fem til firs med samme værdisæt

Web2Media blev grundlagt tilbage i 2012 af brødrene Kim og Allan Jørgensen samt deres ven Martin Lybæk. Senere kom Rasmus Terp og Peter Jensen også til som partnere. Alle fem er stadig en aktiv del af huset, og den fælles ambition er fortsat den samme som dengang: At bygge et fagligt stærkt fællesskab med vores kunder, hvor høj transparens, nysgerrighed, ansvar og samarbejde driver vores fælles resultater.

Det er effekten af vores arbejde, der tæller. Derfor bliver vores rådgivere målt på, hvor meget de rykker vores kunders forretning – frem for hvor meget de rykker vores egen.

Den tilgang har gjort, at vi er vokset sammen med vores kunder. I dag er vi 80 specialister, som arbejder tæt sammen med ambitiøse virksomheder, der – ligesom os – tror på, at digital succes skabes i fællesskab.

Og netop dét skal vores visuelle identitet afspejle.

 

Nyt visuelt udtryk og kommunikation

Så efter mange år med det samme logo og de samme farver, har vi givet vores visuelle identitet en overhaling. Ikke for at ændre hvem vi er. Men for at gøre det endnu tydeligere, hvad vi står for, og hvordan vi arbejder sammen med vores kunder. For vi adskiller os faktisk en del fra vores konkolleger i markedet.

 

”Vores tagline lyder: ’Sammen om digital succes’. Det at være ’Sammen om’ er muligvis ikke nyt og banebrydende - men vi mener det oprigtigt helt ind i hjertet. I bund og grund behandler vi kundens forretning, som var den vores egen. Det har længe været vores interne mantra – og nu siger vi det højt”.

- Rasmus Terp, direktør

2-tallet får nyt liv

Nogen vil måske mene, at 2-tallet i vores navn er old-school. Indrømmet. Det tænkte vi også selv. Men jo mere vi stirrede på 2-tallet, jo mere begyndte det at give mening at beholde det. For der skal jo to til at samarbejde. Og to til at skabe noget større end solo-præstationen. Vi har gang på gang erfaret, at vi skaber de bedste forudsætninger for forretning i det tætte samarbejde – ikke i en ”jer-og-os-tankegang”. Netop derfor holder vi fast i vores 2-tal, og giver et endda et større fokus.

 

 

 

 

 

Blåt, menneskeligt – og lidt nørdet

Vores mørkeblå farve er udskiftet med en ren digital blå. Vi har valgt den, fordi den repræsenterer vores faglighed og digitale håndværk. For at afbalancere vores udtryk, har vi har vi tilføjet flere varme farver til paletten og brugt bløde former i logoet – for vi er lige så meget mennesker, som vi er specialister.

Blå er vores primære farve, men nu kan vi også stryge penslen med flere farver.

 

 

Løbende udrulning

Vi har rygende travlt med at hjælpe vores kunder – det er jo dét, vi brænder for. Men det betyder også, at den nye identitet løbende rulles ud. Du vil derfor kunne finde både det nye og gamle logo i en overgangsperiode. Websitet bliver skiftet ud i løbet af efteråret. Det hele skal nok komme. Men det har ikke førsteprioritet for os. Det har du.

 

 

Hvad betyder ændringerne i vores visuelle identitet for dig som kunde?

Helt ærligt? Ikke så meget i det daglige. Du vil stadig møde de samme mennesker, den samme nysgerrighed og det samme engagement. Men du vil måske opleve, at vi står lidt skarpere – og at det bliver endnu tydeligere sammenhæng mellem det, vi gør for dig i hverdagen, og det vi siger i markedet.

Vi håber, at du glæder dig til at se vores nye udtryk folde sig ud. Det gør vi i hvert fald selv!

 

Skal vi hjælpe med at vækste din digitale forretning?