
OpenAI har lanceret forbedrede shoppingmuligheder i SearchGPT, og det må siges at være en af forårets helt store nyheder i marketingverdenen. Brugere kan nu få personliggjort deres shoppingoplevelse med relevante produktanbefalinger, der matcher deres præferencer. Det betyder samtidig, at Google har fået reel konkurrence til Google Shopping. Hvis du er e-handler, er det værd at sætte sig ind i udviklingen allerede nu, inden det for alvor tager fart.
Hvordan shopper du online med ChatGPT?
Når shoppingoplevelsen i ChatGPT er blevet opdateret og forbedret, betyder det, at det er både nemmere og hurtigere for brugerne at finde frem til de rette produkter. Handler en søgning om et køb, er det ikke nødvendigt at skrive “den helt rette prompt” - den kan tværtimod være skrevet i dagligdagssprog. ChatGPT viser et udvalg af relevante produkter i en overskuelig karrusel. Brugeren har også mulighed for at læse mere om produkterne samt at gå direkte videre til et køb på sælgerens website. Dog er det endnu ikke muligt at købe direkte i ChatGPT. Nogle produkter får desuden tilføjet labels, der understreger, om de er særligt prisvenlige eller populære, uden at man som e-handler selv har angivet dette.
Med ChatGPTs håndplukkede produktvisninger, behøver brugerne altså ikke længere at bruge tid på at researche et produkt på tværs af flere forskellige websites forud for et køb.
Eksempel på en købsorienteret produktvisning i ChatGPT
Hvordan prioriterer ChatGPT produktvisninger?
Hvilke produkter, der bliver prioriteret i karusellen, afhænger af en række forskellige kriterier. Først og fremmest tager ChatGPT udgangspunkt i brugerens søgning og de eventuelle specifikke kriterier, der indgår. En anden væsentlig del af kriterierne omhandler struktureret metadata fra tredjepartsudbydere. Det vil sige produktinformation i form af pris, produktanmeldelser fra andre kunder og lignende. Vægtningen heraf kan variere, alt efter hvor relevant produktinformationen er for det søgte produkt.
Derudover forholder ChatGPT sig til brugerens tidligere præferencer, for at vise produkter, der falder i brugerens smag. Helt lavpraktisk får man altså ikke vist samtlige produktmuligheder på nettet, hvis man eksempelvis søger efter et par nye solbriller. I stedet vises de styles, man normalt vil gå efter eller har foretrukket i en forudgående søgeadfærd. Med funktionen Memory kan brugeren til en vis grad selv styre graden af personalisering. OpenAI påpeger dog, at de ikke indsamler personlig information med henblik på at træne deres modeller. Indtil videre er visningerne organiske og uden annoncering, men dette kan med god sandsynlighed ændre sig med tiden.
Hvad betyder det for dig som e-handler?
De forbedrede shoppemuligheder i ChatGPT er allerede i løbende udrulning både i den gratis og betalte version. Og selvom ChatGPT ikke kommer til at ændre forbrugeradfærden mærkbart over natten, er det alligevel værd at forholde sig til som e-handler. Dels er det en helt ny dimension, hvad angår forbrugernes valg af produkter, og dels byder det på en reel konkurrence til Google Shopping. Ej at forglemme at millioner af brugere allerede i dag bruger platformen verden over. Som e-handler er ChatGPT derfor endnu en platform, som er relevant at være til stede på - på bedst mulig vis.
Den trafik, der kommer fra ChatGPT-visninger, kan aflæses i trackingtools som eksempelvis Google Analytics, da ChatGPT automatisk tilføjer UTM-sporing i de links, de refererer til.
Hvordan kan du forberede dig?
Allerede nu er der flere tiltag, du kan gøre, for at dit website står klar og skarpt, så brugere får vist netop dine produkter i ChatGPT’s shopping-resultater. Det er forholdsvis ligetil og vil alt andet lige påvirke dine nuværende indsatser på tværs af andre platforme positivt.
OAI-Searchbot
Tjek at du via robots.txt ikke har blokeret ChatGPT fra at crawle dit website med OAI-SearchBot. På den måde sikrer du, at ChatGPT kan læse dine produktsider og inddrage det i produktanbefalingerne.
Feedoptimering og produktdata
ChatGPT kommer på sigt til at hente produktdata fra feeds, som vi ser det med Google Shopping. At have styr på dit produktdata samt at sikre et vel-optimeret feed kan blive afgørende for dit online salg. Derfor er det kun blevet endnu vigtigere at sikre et vel-optimeret feed.
Produktanmeldelser
Anmeldelser og brugererfaringer kommer til at være en del af ChatGPT’s produktanbefalinger. Derfor kan der være en fordel i allerede nu at indsamle produktanmeldelser på din webshop, hvis du ikke gør det i dag.
Skriv dig op hos OpenAI
OpenAI udvikler fortsat på, hvordan de udvælger e-handlerne i deres visninger. Blandt andet ved at gøre det muligt på sigt at uploade et produktfeed for at sikre listings, der er mere præcise og opdaterede. Derfor kan du med fordel skrive dig op til at få besked om, hvornår det er muligt at indsende produktfeeds.
Det er endnu for tidligt at sige, hvor stor en rolle ChatGPT kommer til at spille i online shopping fremover. Dog vil Google med stor sandsynlighed kvittere med et modsvar, der matcher ChatGPT’s personaliserede tilgang til shopping. Begynder forbrugere at foretrække værktøjer som ChatGPT til at researche og købe produkter, kan det potentielt skubbe til, hvordan varer generelt researches, vises og købes online.
Som e-handler er det derfor vigtigt løbende at optimere sin online tilstedeværelse - og især sit website - til platforme som Google Shopping og nu også SearchGPT.