Vi tager temperaturen på e-commerce-markedet og ser på, hvordan det står til efter en lang periode med megen usikkerhed og svækket forbrugertillid.
Lad os starte med forbrugertilliden, som bliver fulgt tæt af Danmarks Statistik. For selvom den stadig er i minus, er den lige så stille på vej op, og har været det de sidste 12 måneder. I skrivende stund ligger den utrolig tæt på samme niveau som for 3 år siden, og den har været ret stabil de sidste par måneder her, hvor vi nærmer os Q4.
Selvom tilliden ligger i minus, tør vi dog godt sige, bevæger vi os lige så stille den rigtige vej.
Omsætning er over indeks 100
Når vi ser på, hvordan vores kunder klarer sig, ser vi nogenlunde samme tendens. Det positive er, at omsætningsindekset for året har været over 100, når vi ser på det over en bred kam. Til gengæld følger transaktionerne ikke helt med, så den øgede omsætning skyldes i de fleste måneder, at den gennemsnitlige kurvstørrelse er steget. Dette hænger naturligvis også sammen med, at der har været meget markante inflationstal, som dog er stilnet af de seneste måneder. Og når priserne på varerne stiger, så vil den gennemsnitlige kurvstørrelse selvsagt også gøre det samme.
Men kigger vi udelukkende på omsætningstal for den gennemsnitlige Web2Media-kunde, ligger vi over indeks 100, og vi ser derfor en fremgang sammenlignet med sidste år, hvilket er positivt.
Nuanceret billede
En fremgang i omsætningstal vil ikke nødvendigvis kunne opleves som en fremgang på bundlinjen hos alle. Der vil kunne opleves vigende tal fra branche til branche – ligesom dækningsgraden også vil opleves forskellige afhængig af, hvilken branche man er i.
Der vil alt andet lige være stigende omkostninger som følge af en lang periode med stigende inflationstal, men disse omkostninger vil variere fra branche til branche. Nogle e-commerce-spillere vil opleve, at de godt kan følge med på toplinjen, mens andre vil opleve at være mere pressede på bundlinjen pga. stigende omkostninger som følge af inflationen.
Der tegner sig dog et billede af, at de større spillere har klaret sig bedre ift. sidste år, mens de mindre er mere pressede. Vi kan også se, at dem med egne brands har klaret sig bedre igennem perioden. Det kan hænge sammen med, at de på deres egne brands har nemmere ved at styre omkostningerne sammenlignet med de produkter, de får fra underleverandører, hvor omkostningerne er steget markant.
Øjebliksbilledet frem til Q4
Ser vi på de nyeste tal fra august, oplever vi samme tendens som resten af året. Omsætningen er steget ift. august sidste år, mens transaktionerne er faldet. Den stigende omsætning er derfor også her drevet af, at den gennemsnitlige kurvstørrelse er steget. Og selvom inflationen spiller en rolle, så lå den ifølge Danmarks Statistik ’kun’ på 2,4% i august, så den kan ikke alene forklare udviklingen.
Den positive udvikling kan skyldes, at der er blevet gjort mere ud af krydssalg, eller ganske enkelt at prissætningen er sat højere end inflationen for at indhente noget af det tabte af på bundlinjen som følge af det sidste års stigende omkostninger.
Det er naturligvis svært at spå om fremtiden, men vurderet ud fra seneste måneder, så bevæger vi os lige så stille den rigtige vej. Det er derfor ekstra spændende at gå Q4 i møde. Kvartalet, der er det mest travle kvartal for langt de fleste e-commerce-virksomheder. Vi kan i alle tilfælde sige, at interessen er der, eftersom indekstallene for sessioner har været stabile og ligget over 100 hele året for vores kunder (præcis ligesom omsætningen). Så nu og her bør fokus være at forsøge at fastholde de mange besøgende og sikre, at man har skabt de bedste betingelser for, at det er i din webshop, de besøgende skal ende med at lave sit køb.
Har du brug for, at vi hjælper dig med at kigge på hvilke muligheder du har med din forretning, så kontakt os endelig via nedenstående formular eller giv os et kald.